Mød SUSTAINABLE BUILD til Building Green

Vær med til at sætte dit præg på diskussionen om fremtidens byggeri til årets Building Green åbningsdebat, hvor SUSTAINABLE BUILD stiller spørgsmålet: ”Hvornår skal bæredygtige byggerier handle om mennesker?”

Vi taler meget om livskvalitet, indeklima og bæredygtighed i byggeriet, men vi fokuserer til stadighed på bygningernes påvirkning på miljøet og ikke på mennesket. Hvornår sker dette skift og hvem tør tage springet? Det debatterer vi med en række toneangivende aktører til Building Greens åbningsdebat d. 1. november kl. 10.15.

Om debatten:

Vi har længe haft fokus på energioptimering og bæredygtige materialer, der kan sænke den miljømæssige påvirkning, men samtidig bruger vi 90 % af vores tid inden døre, hvor der ofte er mere forurenet end udenfor. Så hvordan kan vi få bygninger til at understøtte menneskers bæredygtige livsstil og skabe fyrtårne inden for sundt og bæredygtigt byggeri, der balancerer hensynet mellem økonomi, klima og brugers ønsker til lys, luft, æstetik og sundhed?

Debatten udspringer af arbejdet i innovationsprojektet SUSTAINABLE BUILD, der samler det byggede miljø for at udvikle nye løsninger, som kan fremme vækst i bæredygtigt byggeri. Til debatten vil centrale aktører med forskellige perspektiver diskutere, hvad der skal til (og hvad vi hver især kan gøre) for, at vi får mere af det byggeri, vi alle drømmer om – og hvordan vi bringer de nye bæredygtige løsninger i spil. Kom og debattér med.

Paneldeltagere:

  • Tina Saaby, Stadsarkitekt, Københavns Kommune
  • Nicolai Carlberg, Partner, Carlberg | Christensen
  • Esben Danielsen, Direktør, Lokale og Anlægsfonden
  • Marius Møller, Ejendomsdirektør, PensionDanmark

Tid og sted:

1. november 2017 kl. 10.15

Building Green 2017, Forum
Julius Thomsens Plads 1
1925 Frederiksberg

>> Se hele programmet for årets Building Green messe og tilmeld dig her