Frugtfulde resultater for Sustainable Build til Accelerator Forum

Der blev accelereret, sparret og indgået nye samarbejder over to dage til Accelerator Forum, der markerede kulminationen af innovationsprojektet Sustainable Build. Projektet har det seneste år sat fokus på innovation i bæredygtige byggematerialer og har samlet branchen til at skabe mærkbare resultater. Til Accelerator Forum blev resultaterne vist frem for branchen med to intensive dage, der bød på sparring og udvikling af innovationer og nye aftaler og samarbejder blandt deltagerne.

Acceleration af 10 bæredygtige innovationer

Sustainable Build har over et år samlet den danske byggebranche for at fremme vækst i bæredygtigt byggeri. Målet har været dialog med konkrete resultater, der kan føres direkte videre ind i branchen. Det har skabt bred interesse, hvor 57 virksomheder har fremsendt deres innovationer til projektet. Til Accelerator Forum fik 10 af dem mulighed for at præsentere deres bæredygtige løsninger og få sparring og konkrete råd til udvikling. Det førte til nye samarbejdsaftaler over de to dage, og flere innovatører har allerede planlagte salgsmøder for den kommende tid.

Sustainable Build styrker danske styrkepositioner og sætter skub i bæredygtigt byggeri

Sustainable Build er kommet i hus med projektets samarbejdspartnere, der både har investeret i projektet og deltaget med deres ekspertise til at udvikle og skabe bæredygtige løsninger for byggeriet. Sustainable Build udspringer bl.a. af Industriens Fonds temaindkaldelse, og til Accelerator Forum havde tog adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, scenen og fortalte om baggrunden for deres støtte til projektet.

”Det er vigtigt at bygge ovenpå eksisterende styrkepositioner og samtidig har vi et ønske om at skabe bæredygtige løsninger og global vækst for Danmark. Særligt har vi også haft fokus på innovation. Derfor passede det til byggebranchen og det fokus, der har været, og det er spændende at se det hele kulminere nu.”

Torben Møger Pedersen, adm. direktør, PensionDanmark, støtter også Sustainable Build og fortalte på Accelerator Forum om, hvordan de satser stort på bæredygtighed i deres byggerier. I de seneste år har alle deres nybyggerier været certificerede efter bæredygtighedsstandarder som DGNB, og byggeriet Gladsaxe Company House, der er udviklet af NCC, er den første platinium certificerede kontorejendom i Norden. Fra og med i år skal alle deres nye boligbyggerier certificeres efter samme høje standarder. Derfor ser de også potentiale i at deltage i Sustainable Build, der samler byggebranchen:

”Vi skal tænke holistisk i bæredygtigt byggeri og derfor er det godt med et så stort spænd af innovationer og det brede felt af deltagere i projektet.”

Bag projektet står, foruden Pension Danmark, som hovedpartnere Region Midt, NCC, Henning Larsen Architects og Tarkett.

Stort behov og potentiale for bæredygtige løsninger i byggeriet

Behovet for at tænke i nye løsninger i forhold til bæredygtige løsninger inden for blandt andet genanvendelse og indeklima er stort. Eksempelvis kommer 33 % af alt affald fra byggebranchen, mens ca. 40 % af verdens energiforbrug sker i byggeriet. Samtidig opholder vi os i den vestlige verden indenfor 90 % af vores tid og hele 16 timer i døgnet i vores boliger. Derfor har Sustainable Build sat fokus på tre særlige områder inden for bæredygtigt byggeri; udbuds- og samarbejdsprocesser, sundhed og indeklima samt materialeviden og sporbarhed, hvor de 10 innovationer har budt på nye løsninger i form af forbedret indeklima, naturvenlige produkter og genanvendelse af materialer.

Samtidig har projektets partnere og deltagere været i arbejdstøjet over det sidste år, hvor tre arbejdsgrupper har arbejdet med hver af de tre områder. Det har blandt andet ført til ideen om en digital portal for bedre og tidligere samarbejds- og udbudsprocesser, udvikling af et sundhedsmærkat for bygninger med fokus på indeklima og en IT-platform for sporbarhed af byggematerialer.

Sådan skaber vi sunde bygninger i verdensklasse! Mød Sustainable Build på Folkemødet

Sustainable Build forsætter debatten om bæredygtighed i byggeriet på årets Folkemøde. Her kan alle med interesse for byggeri, arkitektur og sundhed og indeklima møde Sustainable Build partnere og direktøren bag en af de 10 innovationer, ClimaWintech, der har skabt et helt særligt ventilationsvindue, der skaber bedre indeklima. I debatten deltager også Lene Espersen fra Danske Ark, Torben Liborius fra Dansk Byggeri og Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Debatten finder sted i DACs telt torsdag d. 16. juni kl. 17.30-18.30 på Kampeløkke Havn E13.